fbpx

3. advent: Karriererådgiverens brevkasse

3. advent nærmer sig, så vores karriererådgivere har endnu en gang besvaret brevkassen

Denne gang indeholder brevkassen spørgsmål til ’huller’ i CV’et, og den udfordring der ligger i at overbevise sin kommende arbejdsgiver om, at man oprigtigt ønsker at gå fra lederniveau til medarbejderniveau.

Skal du nå at have vores input og karriereråd med på vejen i forhold til netop din situation, udfordring eller problemstilling? Du kan lige nå det, når vi i næste uge tømmer brevkassen for sidste gang i forbindelse med 4. advent. 

Skriv til This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it. senest på onsdag d. 18. december, hvor du kort beskriver din situation.

Rigtig glædelig 3. advent til jer alle fra KarriereCoach

______________________

Brev nr. 1 - Fra D.S.

Tema: Fra lederniveau til medarbejderniveau

Til karriererådgiverne hos KarriereCoach: Jeg er en kvinde på 50 år. Jeg anser mig selv for at være en stærk og ambitiøs. Jeg har en karriere bag mig med nogle både spændende og udfordrende opgaver som afdelingsleder gennem en årrække i en mellemstor virksomhed.

Men jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg har udlevet mine lederdrømme og gerne vil arbejde på medarbejderniveau. Det er åbenbart ikke så let at overbevise potentielle nye arbejdsgivere om, at det oprigtigt er det, jeg gerne vil. Jeg har flere gange fået afslag både på ansøgningsmateriale og efter selve jobsamtalen – med den begrundelse at arbejdsgiver tror, jeg vil komme til at kede mig i stillingen med min profil.

Jeg har forsøgt skriftligt at imødekomme indvendingen i mit ansøgningsmateriale, men lige lidt hjælper det. Jeg har også overvejet, om det er min ambitiøse attitude, der på nogen kan virke skræmmende. 

Hvad kan jeg gøre for at komme denne udfordring til livs?

Med venlig hilsen

D.S.

***

Svar til 'D.S.'

Kære D.S.

Det er en udfordring rigtig mange erfarne ledere står med, og det kommer bag på mange af dem, hvor svært det kan være at søge et job på lavere niveau. Det kan da også umiddelbart synes uforståeligt, at man ikke gerne vil ansætte en person med så meget viden og så mange erfaringer – og så ovenikøbet til en lavere pris. Men sådan spiller klaveret bare ikke.

Jeg har talt med mange rekrutteringsfolk om det gennem tiden, og der ER en stor nervøsitet for både at ansætte nogen med for store ambitioner i den stilling, som de går ind til, og for at de hurtigt finder ud af, de ikke kan tilpasse og indpasse sig. En nervøsitet der kommer af, at flere arbejdsgivere er faldet for fristelsen og har prøvet det – og hvor det ikke er gået.

Derfor er det bedste råd simpelthen at få genopfundet dig selv som medarbejder og blive så uendelig tydelig og præcis som overhovedet muligt. Italesæt hvorfor du ikke længere har ambitionerne om ledelse i en sådan grad, hvor andre kan mærke ærligheden. Dernæst få fortalt det, du gerne vil bruge af dig selv og vil opnå ved at arbejde som medarbejder. For eksempel at du gerne vil kunne fordybe dig i en faglighed eller et specialeområde. Dine materialer herunder CV, ansøgning, LinkedIn-profil skal også gerne stråle, af det du vil, og mindre af det du var.

Jeg vil altid anbefale at ringe, eller på anden måde få en snak med den der ansætter, hvor du må forsøge at overbevise om, du ikke automatisk vil tage lederrollen. Ved at tage kontakt på forhånd får du muligheden for at imødekomme deres indvendinger og undgå at blive afskrevet fra starten. Her er det typisk også lettere, hvis fortællingen er, at du gerne vil have mere tid til andre ting.

Vær særligt opmærksom på dit ordvalg både i skrift og tale. For eksempel stødte jeg på en med samme ønske som dig, der blev frasorteret, fordi han ved samtalen havde brugt ordet medarbejdere i stedet for kollegaer.

Det kan være en svær øvelse at redefinere sig bagud, men ofte er det dét, der skal til for at sikre arbejdsgivers tillid til, at du kan håndtere den øvelse, det er at bevæge sig nedad i karrieren.

Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej.

Morten Tange Indehaver og karriererdgiver

Morten Tange

Indehaver og karriererådgiver

___________________________

 

Brev nr. 2 - Fra ’hende med spørgsmål til CV-huller’

Tema: Huller i CV'et

Kære KarriereCoach

Jeg har brug for et godt råd til min jobsøgning.

Jeg har nogle ’huller’ i mit CV. Jeg har haft en periode på ca. ét år, hvor jeg var sygemeldt med stress og depression. Derudover har jeg et par ledighedsperioder på bagen – henholdsvis ½ år og 2 år (det er dog ved at være nogle år siden).

Jeg har det helt fint med at skrive det på, men jeg har dog også tænkt på, om det fratager mig en reel mulighed for at komme i betragtning til et job.

Mit spørgsmål er derfor, hvordan jeg skal gribe det an? Skal jeg skrive det på og evt. uddybe det, eller skal jeg udelade det? Hvad vil arbejdsgiver synes bedst om? Og hvad sætter mig i det bedste lys?

Kh. hende med spørgsmål til CV-huller

***

Svar til 'hende med spørgsmål til CV-huller'

Kære ’hende med spørgsmål til CV-huller’

Du er ikke alene. Rigtig mange oplever undervejs i karrieren, at der opstår et eller flere større og mindre huller. Årsagerne kan være mange. Alt fra sygdom hos en selv eller i blandt ens nærmeste, dødsfald, afskedigelser, konkurser og barsler til selvvalgte ledighedsperioder med rejser.

CV-huller er ret almindelige. Er de helt korte er det oftest ikke noget problem. Arbejdsgiverne er ikke dumme, de ved godt, at det kan tage nogle måneder at lande et nyt job. Så i forhold til din ledighedsperiode på ½ år vil du ikke have de store problemer. Det har også en betydning, hvor lang tid siden det er, du har haft din ledighedsperiode på de 2 år. Har du efterfølgende været i job i årevis, har du lagt den ledighedsperiode bag dig, og den vil have mindre betydning.

Det er dog rigtig vigtigt at forholde sig aktivt til sine ledighedsperioder i CV’et. Arbejdsgivere spotter let hullerne og i stedet for at overlade fortolkningsarbejdet til dem, kan du med fordel selv tage styringen og italesætte hullerne på bedste vis. Det har fx stor betydning, om du ”bare har gået rundt derhjemme”, eller om du har brugt tiden aktivt – eksempelvis til at blive mere jobklar gennem projekter, kurser og personlig udvikling. Eller om der er en særlig grund til hullet såsom sygdom. Jeg vil anbefale dig at have fokus på, hvad du har lært, og hvordan den læring og de kompetencer dine ledighedsperioder har givet dig er med til at gøre dig til en stærkere og mere attraktiv medarbejder.

Tag eksemplet med din ledighedsperiode på ét år, hvor du har været nede med stress og depression. For rigtig mange mennesker bliver en periode med stress i livet et sted, hvor man gør op med sig selv, hvad der er vigtigt for en. Man bliver mere opmærksom på ens prioriteringer, bliver bedre til at sige til eller fra og bliver bedre til at mærke efter på egen banehalvdel. Det er trods en svær periode nogle fantastiske og brugbare kompetencer og indsigter at have fået – både for en selv og ens arbejdsgiver.

Mærk efter og spørg dig selv, hvad du har lært af din sygemelding, og hvordan det styrker dig i et kommende job? Beskriv det i dit CV uden lange forklaringer, men formuler dig kort og præcist. Det er desværre stadig ret tabubelagt at tone rent flag omkring psykisk sygdom. Også selvom flere og flere bliver ramt af stress. Din ærlighed omkring det sender et stærkt signal – både over for arbejdsgiver og dig selv.

Når det er sagt, så skal du vide, at der stadig er arbejdsgivere, der kan finde på at vælge dig fra, når du er ærlig. Her bliver udfordringen at finde dem, som sætter pris på din ærlighed og de kompetencer, du har opnået. Rigtig mange mennesker kommer styrket tilbage på arbejdsmarkedet efter at have været ramt af stress. Det er i en version 2.0, hvor man måske ikke kan præcis det, som man kunne før – hvilket tydeligvis heller ikke var hensigtsmæssigt, da det førte en sygemelding med sig. Med de tillærte kompetencer, selvindsigt, evnen til at prioritere og kunne finde nye veje bliver de fleste mennesker en stærkere medarbejder end før.

Stå ved dig selv med oprejst pande, bliv ved og vær tålmodig. Det er ventetiden værd at finde den arbejdsgiver, som værdsætter din ærlighed.

Bedste hilsner

Allan Nielsen

Seniorkonsulent og karriererådgiver

Kontakt os


Morten Tange
Karriererådgiver & indehaver

E-mail: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Tlf.: +45 70 22 29 23

TILMELD DIG OG FØLG MED

Nyhedsbrev

Tilmeld dig Tange Gruppens nyhedsbrev for at følge med i vores viden og aktiviteter i KarriereCoach og de andre divisioner.

© 2020 TANGE GRUPPEN. ALL RIGHTS RESERVED - PERSONDATA